Cookie information

Vi bruger cookies til indsamling af statistik og til trafikmåling. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.
Læs mere

Kategorier
TjekReturret21 dages returret
TjekHurtig leveringDag til dag levering
TjekTlf.: +4577358786Hverdage: 8-16
TjekEAN BetalingBetal med EAN-Nr.
TjekTrustpilot★★★★★
TjekE-mærket webshopDin sikkerhed for en god handel
MenuMenu
Luk
Produkter

Vuggestue

Legetøj og redskaber til en tryg og udviklende hverdag

I alderen 0-3 år sker der en stor udvikling og vuggestuen er for mange børn det første store fællesskab uden for hjemmet. Her er hverdagen fyldt med små øjeblikke, der giver nye erfaringer. 

Barnet sanser og lærer med hele kroppen og gennem de relationer, lege og rutiner det møder i løbet af dagen. Tryghed og genkendelighed danner en vigtig ramme, mens leg, bevægelse, nysgerrighed og samspil giver mulighed for at udforske både sig selv, andre og verden omkring sig.
Her hos SpektrumShop finder I legetøj, sanseredskaber og motoriske redskaber til vuggestuen, som kan indgå i et trygt, inspirerende og udviklende pædagogisk læringsmiljø. Sortimentet rummer muligheder for både bevægelse og fordybelse, sanselig udforskning, leg, kommunikation og fælles oplevelser – inde såvel som ude.

I udvalget findes forskellige typer legetøj og redskaber, som kan understøtte leg, bevægelse, sansning og udvikling i vuggestuens hverdag. Det relevante valg afhænger altid af det enkelte produkts anvendelse og aldersanbefaling samt børnegruppens behov.

Filtrer produkter272
  2 4 5  

Et udviklende læringsmiljø for børn fra 0-3 år

Vuggestuebarnets udvikling er i spil gennem hele dagen, i garderoben, under måltidet, på puslebordet, under leg og i de små møder mellem børn og voksne. Selv når barnet sover, udvikler det sig stadig. 
I vuggestuen hænger barnets udvikling tæt sammen med de relationer, rutiner og oplevelser, det møder gennem dagen. Et godt pædagogisk læringsmiljø kan derfor både skabe genkendelighed og tryghed og give barnet mulighed for at udforske noget nyt gennem leg, bevægelse, sanser og sprog.

Tryghed, forudsigelighed og genkendelige rutiner

For de yngste børn er nærvær og genkendelighed en vigtig del af hverdagen.
Når barnet møder kendte voksne og genkendelige rutiner, og dagens tilbagevendende situationer begynder at føles velkendte, bliver det lettere gradvist at finde sig til rette, orientere sig og deltage i det, der sker omkring det.
Det kan være de helt små gentagelser: den samme sang inden frokost, en fast plads til barnets ting, et velkendt ritual omkring middagsluren eller de samme ord og handlinger, når hænderne skal vaskes.

De daglige rutiner er samtidig fulde af muligheder for deltagelse og begyndende selvhjulpenhed. Efterhånden kan barnet eksempelvis hjælpe med at:
•    finde sin kop eller hagesmæk
•    række armene frem, når jakken skal på
•    tage sko eller strømper af
•    lægge noget på plads
•    vaske og tørre hænder
•    hjælpe med små opgaver omkring måltidet

Visuel støtte kan være en måde at gøre hverdagens rutiner mere konkrete og genkendelige. Med billeder og piktogrammer kan børnene eksempelvis få øje på, hvad der skal ske nu og senere på dagen. VILLU – Dagen i daginstitution er udviklet til netop dette og kan bruges til at visualisere aktiviteter og skabe et fælles udgangspunkt for samtale om dagens forløb og andre emner som vejr og beklædning.

Målet er ikke, at alle børn skal kunne det samme, på samme tidspunkt, men at skabe en ramme, hvor det enkelte barn får mulighed for at genkende, forstå og efterhånden deltage mere aktivt i sin egen hverdag.

Time Timer i vuggestuen

For små børn kan overgange være lettere at forstå, når tiden bliver gjort synlig. En Time Timer kan fx bruges før oprydning, afslutning af leg eller skift til en ny aktivitet. Den visuelle nedtælling kan støtte barnet i overgangen og samtidig give en begyndende fornemmelse af, at tid går, og at noget snart slutter eller begynder.

Motorik, leg og sanser

For børn i alderen 0-3 år er kroppen en vigtig vej til at lære verden at kende.
Barnet mærker, griber, ruller, kravler, skubber, trækker, bygger, vælter, smager, lytter og gentager. Noget undersøges med hænderne, andet med hele kroppen og ofte igen og igen.

Motorik, leg og sansning hænger derfor naturligt sammen.

En tunnel er både en motorisk udfordring og en oplevelse af rum, bevægelse og kropsposition. En sansebold kan mærkes, klemmes og trilles og pludselig blive begyndelsen på en fælles leg, når et andet barn triller den tilbage. Klodser kan gribes og stables, men også væltes, deles og bruges i begyndende rolleleg.

Bevægelse med hele kroppen

Det motoriske miljø kan give børnene mulighed for at gøre erfaringer med blandt andet at:
•    trille, krybe og kravle
•    sætte sig, rejse sig og gå
•    løbe og ændre retning
•    kravle over, under og igennem
•    skubbe, trække, løfte og bære
•    gribe, slippe, trille og kaste
•    balancere
•    bevæge sig på forskellige underlag

Madrasser, tunneller, bolde, bløde motorikelementer og balance- og bevægelsesredskaber kan skabe mange forskellige muligheder uden nødvendigvis at kræve en stor eller fast motorikbane.
Det samme miljø kan dermed give forskellige udfordringer til børn, der befinder sig forskellige steder i deres motoriske udvikling.

Når hænderne undersøger

Finmotorikken udvikler sig også hurtigt gennem vuggestueårene.
At få fat om en genstand, flytte den fra hånd til hånd, putte noget i en beholder eller få to klodser til at stå oven på hinanden kan kræve stor koncentration.
Her kan eksempelvis følgende indgå:
•    stablelegetøj
•    puttespil 
•    gribe- og sorteringslegetøj
•    store byggeelementer
•    taktile materialer
•    legetøj med trykke-, dreje- og gribefunktioner
•    enkle puslespil til de større vuggestuebørn
Det er små handlinger, men de kan rumme erfaringer med både greb, koordination, koncentration, årsag og virkning og begyndende problemløsning.

Verden opleves gennem sanserne

For det lille barn kan næsten alt være en sanseoplevelse.
Hvordan føles den noprede bold? Hvilken lyd kommer der, når noget rystes? Hvad sker der, når vandet løber mellem fingrene? Hvordan føles det at kravle fra et fast gulv over på en blød madras?

Sansestimulering i vuggestuen kan derfor opstå gennem mange forskellige materialer og aktiviteter, f.eks.:
•    sansebolde
•    forskellige taktile materialer og overflader
•    spejle
•    boblerør og lys
•    musik og lyd
•    sand og vand
•    bevægelse og balance
•    legetøj der kan rystes, drejes, trykkes eller trilles

Børn har forskellige sansemæssige præferencer. Nogle søger meget bevægelse og tydelige sanseindtryk, mens andre trives bedst med mindre og mere rolige input. Et varieret miljø kan derfor rumme både aktivitet, udforskning og mulighed for ro og fordybelse.

Legen skaber også fællesskab

De kigger, efterligner, rækker ud, bevæger sig efter hinanden og bliver nysgerrige på, hvad det andet barn har gang i. Når børnene samles om en aktivitet eller et stykke legetøj, kan der opstå små øjeblikke af kontakt, efterligning og fælles leg

Legetøj og indretning kan også skabe små mødesteder.
Et lavt bord med byggeklodser, en fælles kasse med bolde, et spejl, et legekøkken eller et område til motorisk leg kan give børnene noget at samles om og gøre det lettere at få øje på hinanden.

Når voksne er tæt på legen, kan de samtidig hjælpe med at åbne den op for flere børn, sætte ord på det, der sker og understøtte de små forsøg på kontakt, efterligning og fælles leg. På den måde bliver motorik, leg og sanser også en indgang til børnefællesskabet.

Sproglig udvikling

Sproget vokser frem midt i hverdagen.
Længe før barnet selv bruger mange ord, kommunikerer det gennem blik, lyde, mimik, bevægelser, gestik og ved at pege eller række ud efter noget. Derfor opstår der hele tiden muligheder for sproglig udvikling i vuggestuen, både i legen, ved måltidet, under de genkendelige rutiner og i samspillet med børn og voksne.

Når den voksne sætter ord på det, barnet er optaget af – “du fandt bolden”, “den triller” eller “se, Alma har også en” – bliver sproget knyttet direkte til barnets egne oplevelser.

Sproglig udvikling kan blandt andet understøttes gennem:
•    samtaler og fælles opmærksomhed 
•    gentagelser af barnets lyde og begyndende ord 
•    sange, rim og remser 
•    musiklege og rytmiske aktiviteter 
•    enkle musikinstrumenter 
•    bøger og billeder 
•    gestik og mimik 
•    navngivning af genstande og handlinger 
•    leg og aktiviteter, som børn og voksne kan være fælles om
Legetøj behøver derfor ikke være udviklet specifikt som et sprogredskab for at skabe muligheder for kommunikation. En bold, et spejl, bondegårdsdyr, et puslespil eller en kasse med figurer kan give anledning til at pege, vise, efterligne, lytte, svare og dele opmærksomheden om noget sammen.

Musik, sang og rytme som en del af sproget

Musiklege, sang, rim og rytmer kan også være en naturlig del af det sproglige miljø i vuggestuen. Musik og sprog har flere fælles elementer, blandt andet rytme, tonegang, gentagelser og variation, og netop gentagelser kan give små børn mulighed for gradvist at genkende lyde, ord og sproglige mønstre. 

Det kan være den velkendte sang med de samme fagter, en lille rytme på en tromme, rasleæg der følger sangens puls eller en musikleg, hvor børn og voksne skiftes til at lave lyde. Her kan barnet være med på mange forskellige måder – ved at lytte, bevæge sig, efterligne, lave lyde, bruge fagter eller efterhånden synge enkelte ord med.

Musikinstrumenter til børn kan på samme måde give anledning til lydlege, turtagning, imitation og fælles opmærksomhed. En tromme, tamburin, maracas eller andre enkle instrumenter kan skabe et fælles udgangspunkt, hvor den voksne kan sætte ord på både lydene, bevægelserne og det, børnene gør sammen.
Musik og sang kan dermed være endnu en legende vej ind i sprog, kommunikation og fællesskab – samtidig med at musikoplevelsen har værdi i sig selv. 

Hele vuggestuedagen hænger sammen

Tryghed, motorik, sanser, leg og sprog udvikles ikke hver for sig.
Når et barn kravler hen til et andet barn for at undersøge den samme bold, er kroppen og sanserne i spil. Når børnene kigger på hinanden og efterligner hinandens bevægelser, opstår der et socialt samspil. Når en voksen sætter ord på det, de gør, kommer sproget med ind i oplevelsen.

På samme måde kan måltidet både være en genkendelig rutine, et sted at øve selvhjulpenhed, en sproglig situation og et lille fællesskab omkring bordet.
Det er netop noget af det særlige ved arbejdet med børn i alderen 0-3 år: Udviklingen foregår midt i hverdagen og på tværs af det hele.

Et udviklende vuggestuemiljø kan derfor rumme plads til både:
•    nærvær og omsorg
•    genkendelighed og rutiner
•    fri og voksenunderstøttet leg
•    bevægelse og motoriske udfordringer
•    sanselig udforskning
•    sprog og fælles opmærksomhed
•    børnefællesskaber
•    ro og fordybelse
På den måde kan legetøj, redskaber og indretning blive en naturlig del af et læringsmiljø, hvor børnene får mulighed for at udforske, deltage og udvikle sig på forskellige måder.

Ofte stillede spørgsmål om vuggestue og legetøj til 0-3 år

Hvilket legetøj er godt til børn i vuggestuen?

Det afhænger af barnets alder og udvikling. Til vuggestuebørn kan det blandt andet være relevant med gribelegetøj, stable- og puttelegetøj, bolde, store byggeelementer, sanselegetøj og redskaber til motorisk leg. Det vigtigste er, at produktet er beregnet til aldersgruppen og giver mulighed for leg og udforskning.

Hvilket legetøj er godt til motorik i vuggestuen?

Motorisk legetøj til vuggestuen kan eksempelvis være bolde, madrasser, tunneller, bløde tumleelementer samt balance-, skubbe- og trækkeredskaber. Forskellige redskaber kan invitere til blandt andet kravl, gang, balance, koordination og bevægelse med hele kroppen.

Hvordan kan man arbejde med sanser i vuggestuen?

Sanselige erfaringer opstår gennem hele hverdagen. Børnene kan eksempelvis undersøge materialer med forskellige overflader, lyde, bevægelser, former og visuelle udtryk. Sansebolde, spejle, musikredskaber, taktile materialer samt sand- og vandleg er eksempler på muligheder for sanselig udforskning.

Hvad er sansemotorisk leg for børn 0-3 år?

Sansemotorisk leg er leg, hvor sansning og bevægelse hænger sammen. Det kan eksempelvis være at kravle over forskellige underlag, balancere, trille en bold, bevæge sig gennem en tunnel eller undersøge materialer med hænder og fødder. Det kan f.eks. være taktile ærteposer, sanseplader med teksteur eller balancevipper. 

Hvordan kan leg understøtte udviklingen i vuggestuen?

Gennem leg får barnet mulighed for at undersøge, bevæge sig, gentage, kommunikere og være sammen med andre. Både barnets egen leg og lege, hvor voksne deltager eller introducerer nye muligheder, kan skabe erfaringer med blandt andet motorik, sprog, fantasi, problemløsning og sociale samspil.

Hvorfor er genkendelige rutiner relevante for børn i vuggestuen?

Tilbagevendende rutiner kan gøre dele af dagen lettere at genkende og orientere sig i. Samtidig giver hverdagssituationer som måltider, garderobe og håndvask mulighed for kommunikation, deltagelse og begyndende selvhjulpenhed.

Hvordan kan man understøtte sproglig udvikling i vuggestuen?

Sproget kan være en naturlig del af hele vuggestuedagen, når voksne sætter ord på barnets handlinger og interesser, gentager lyde og ord, synger, læser og taler med barnet under både leg og genkendelige hverdagssituationer.
Musik, sang og enkle musikinstrumenter kan også skabe gode muligheder for sproglig udvikling. Gennem rytme, gentagelser, lyde og fagter kan børnene lytte, efterligne, vente på tur og begynde at koble ord og lyde til handlinger. Legetøj, musiklege og aktiviteter, der skaber fælles opmærksomhed, kan derfor give naturlige anledninger til både kommunikation og samspil.

Hvad skal man være opmærksom på ved valg af legetøj til børn 0-3 år?

Legetøj og redskaber skal være egnet til barnets alder og udvikling, og producentens sikkerheds- og aldersanvisninger skal altid følges. I en vuggestue kan det desuden være relevant at se på holdbarhed, rengøring og om materialet er velegnet til hyppig brug af flere børn.