Der findes stadig mange sejlivede forestillinger om ADHD, der kan gøre det sværere at blive forstået af omgivelserne. En af dem er, at man bare skal tage sig sammen, og at det handler om manglende vilje eller dårlig opdragelse. Men ADHD er en neurobiologisk udviklingsforstyrrelse, hvor blandt andet forskelle i hjernens signalstoffer, særligt dopamin, har betydning for evnen til at regulere opmærksomheden, styre impulser, planlægge og komme i gang med opgaver – uanset hvor gerne man vil.

I dette indlæg ser vi nærmere på, hvad ADHD og ADD er, hvordan det kan komme anderledes til udtryk hos piger og kvinder og gennem livet og hvorfor forståelsen af det enkelte menneske er et godt sted at begynde, når man skal finde frem til den støtte, der giver mening i hverdagen.

ADHD og ADD ser ikke ens ud hos alle

Kernesymptomerne ved ADHD knytter sig til opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Mange bruger fortsat betegnelsen ADD om den form for ADHD, hvor udfordringer med opmærksomhed dominerer symptombilledet, mens hyperaktiviteten ikke er så udpræget. Den kaldes derfor også ofte "den stille ADHD". I dag betragtes ADD som en undertype af ADHD-diagnosen, men fordi betegnelsen stadig bruges og giver mening for mange, vil du også møde både ADHD, ADD og enkelte steder AD(H)D hos os.

Fælles er, at der kan være udfordringer med blandt andet opmærksomhed, impulsstyring og de eksekutive funktioner – altså nogle af de funktioner, vi bruger, når vi skal planlægge, prioritere, huske flere ting på én gang, komme i gang og skifte spor undervejs. Hvordan det opleves og hvor meget det fylder, er til gengæld meget forskelligt.

Tid, igangsætning og overblik

Vi har nok alle prøvet at være tidsoptimister og tænke, at vi lige kan nå én ting mere. For mennesker med ADHD kan udfordringer med tidsfornemmelsen dog fylde mere og gøre det sværere at vurdere, hvor lang tid noget tager, hvornår man skal begynde og hvornår det er tid til at gå videre. Det kan være barnet, der bliver helt overrasket over, at skærmtiden allerede er gået, eller den unge, der godt ved, at en opgave skal afleveres fredag, men først mærker tidspresset torsdag aften. Det handler sjældent om ikke at vide, hvad man burde gøre, men om at tiden kan være sværere at navigere i.

Tidsfornemmelsen hænger tæt sammen med de øvrige eksekutive funktioner. Det kan være svært at komme i gang med en opgave, selv om man gerne vil, eller at holde flere ting i hovedet på én gang, fordi arbejdshukommelsen hurtigt bliver fyldt op. Nogle har svært ved at prioritere mellem mange opgaver, der alle føles lige vigtige, mens andre især bruger meget energi på skift og på at tilpasse sig, hvis planen pludselig ændrer sig.

Følelsesreguleringen kan også være en del af billedet. For nogle kommer følelser hurtigere og stærkere til udtryk og det kan kræve mere energi at regulere sig igen efter pres, frustration eller mange krav. Det handler ikke om at være "for følsom", men om at de samme funktioner, der hjælper os med at styre opmærksomhed og impulser også har betydning for, hvordan vi regulerer vores følelser.

Sanser, fokus og energi

Ud over tid, igangsætning og overblik kan sanserne også spille en rolle i hverdagen med ADHD. Hele dagen tager hjernen imod sanseindtryk som lyde, lys, berøring og bevægelse og sorterer i dem, som regel uden at vi lægger mærke til det. For nogle med ADHD kan bestemte sanseindtryk hurtigt fylde meget og gøre det sværere at holde fokus, mens andre har lettere ved at koncentrere sig, hvis kroppen får lov til at bevæge sig lidt eller hænderne har noget at beskæftige sig med. Sansemæssige forskelle er ikke i sig selv en del af ADHD-diagnosen og der findes ikke én bestemt sanseprofil, der følger med ADHD. Men for dem, hvor sanserne fylder, kan de have stor betydning for både energi, koncentration og trivsel.

ADHD hos piger og kvinder

Mange forbinder stadig ADHD med den urolige, opfarende dreng, der ikke kan sidde stille i undervisningen. Det billede passer på nogle, men det kan samtidig gøre det sværere at få øje på ADHD og ADD hos piger og kvinder, hvor det ofte kommer anderledes til udtryk. Hos nogle fylder den synlige hyperaktivitet mindre, mens udfordringer med opmærksomhed, indre uro, organisering og mental energi kan være mere fremtrædende. Det kan betyde, at tegnene ikke altid bliver genkendt lige så tidligt, særligt hvis man samtidig er god til at kompensere, tilpasse sig eller skjule, hvor meget energi hverdagen faktisk kræver.

En pige, der sidder stille i klassen og gør sig umage for at følge med, vækker måske ikke den samme opmærksomhed som et barn med meget synlig uro, selv om hun bruger langt mere energi, end omgivelserne kan se. For mange piger og kvinder kommer diagnosen derfor først senere i livet, nogle gange efter mange år med en oplevelse af at skulle anstrenge sig mere end andre for at få hverdagen til at hænge sammen. Nogle kvinder oplever desuden, at hormonelle forandringer i forbindelse med menstruationscyklus, graviditet eller overgangsalder kan påvirke, hvor meget ADHD fylder.

ADHD kan ændre udtryk gennem livet

ADHD kan også ændre udtryk gennem livets faser, fordi både omgivelserne, forventningerne og det ansvar, vi skal håndtere, forandrer sig.

Hos børn kan grænsen mellem almindelig energi, temperament og tegn på ADHD være svær at få øje på, og et barn med masser af fart på kan hurtigt blive beskrevet som en "frisk pige med krudt i måsen" frem for et barn, der måske har brug for støtte.

Efterhånden som barnet bliver ældre, ændrer kravene sig også. I ungdomslivet forventes der gradvist mere selvstændighed omkring skemaer, aftaler, afleveringer, transport, venner og måske et fritidsjob, samtidig med at der ikke nødvendigvis er den samme struktur omkring hverdagen som tidligere. Og i voksenlivet bliver endnu flere af de ting, som før blev hjulpet på vej af forældre, lærere eller faste rammer, ens eget ansvar. Arbejde, økonomi, aftaler, praktiske opgaver og måske familieliv skal både planlægges, prioriteres og følges til dørs og netop derfor kan udfordringer med de eksekutive funktioner blive tydelige på nye måder.

Det betyder ikke nødvendigvis, at ADHD "bliver værre" med alderen. Men hverdagen forandrer sig og dermed kan både udfordringer, styrker og behov for strategier også gøre det.

Mere end udfordringer

Når man taler om ADHD, kommer fokus ofte til at ligge på det, der er svært, hvilket er forståeligt. Udfordringerne er reelle og kan fylde meget i hverdagen, særligt hvis omgivelserne ikke tager højde for de behov, der følger med. Men et menneske med ADHD er ikke kun sine udfordringer, og ligesom alle andre har man også styrker, interesser og sider, der falder mere naturligt.

Mange med ADHD genkender f.eks. en stor energi, kreativitet, humor eller evnen til at gå helt op i noget, der for alvor interesserer dem. Det er vigtige sider at få øje på, men de skal ikke ses som en modvægt, der gør vanskelighederne mindre. I de senere år er ADHD nogle steder blevet omtalt som en "superkraft", og selv om tanken kan være ment som noget positivt, risikerer den at gøre det sværere at tale om det, der faktisk er svært. For de børn, unge og voksne, der ikke trives, kan det også blive et ekstra pres at skulle leve op til et billede af diagnosen som noget særligt godt.

Styrker og udfordringer kan samtidig være to sider af det samme. Den fordybelse, der gør det muligt at arbejde længe med noget spændende, kan også gøre det svært at stoppe igen og skifte til noget andet. Derfor handler det hverken om at se ADHD som noget overvejende godt eller noget overvejende svært, men om at forstå det enkelte menneske med både styrker og vanskeligheder. Netop den forståelse kan være med til at sikre den støtte, der gør, at man ikke skal bruge alle sine kræfter på at få hverdagen til at hænge sammen.

Fra diagnose til forståelse

Viden om ADHD og viden om, hvad ADHD betyder for én selv, er ikke nødvendigvis det samme. En diagnose fortæller ikke i sig selv, hvilke situationer der bliver svære, hvad der kræver ekstra energi eller hvilke strategier der fungerer bedst i hverdagen. Man kan godt have kendt sin diagnose i flere år uden at have et tydeligt sprog for, hvordan ADHD viser sig hos én selv, og det er her, psykoedukation kan være hjælpsomt.

Ordet psykoedukation kan lyde lidt tungt, men dækker i bund og grund over at få viden om ADHD og samtidig blive klogere på, hvordan den viden hænger sammen med ens egne oplevelser, styrker, udfordringer og behov. Det kan f.eks. handle om at forstå, hvorfor nogle opgaver er svære at komme i gang med eller hvorfor noget, der ser enkelt ud udefra, kan føles uoverskueligt. Men det handler også om at få øje på, hvad der fungerer godt, hvad der giver energi og hvilke rammer man trives bedst i.

For børn og unge kan den forståelse samtidig være med til at skabe et fælles sprog med forældre og andre voksne omkring dem. For det, der udefra kan ligne manglende koncentration, modvilje eller glemsomhed, kan opleves helt anderledes indefra.

Der findes ikke én ADHD-værktøjskasse

Når ADHD kan se så forskelligt ud, giver det også mening, at det ikke er de samme strategier, der hjælper alle. Støtten handler ikke om at ændre på, hvem man er, men om at gøre det lettere at være i en hverdag, der ikke altid er indrettet efter ens måde at fungere på.

For nogle kan det være tiden, der skal gøres mere synlig. En Time Timer viser f.eks. med en rød skive, der gradvist forsvinder, hvor meget tid der er tilbage af en aktivitet eller en pause, uden at man hele tiden skal forholde sig til klokkeslættet. Piktogrammer, små dagsplaner eller lister kan på samme måde fungere som et slags "stillads", der gør rækkefølge og næste skridt mere konkrete. For nogle giver det ro at kunne se hele dagens program, mens en lang plan for andre bare bliver endnu en ting, der skal overskues. Det afgørende er ikke, hvor meget struktur der er, men om den skaber det overblik, der er brug for i den konkrete situation.

For andre spiller sanserne en større rolle. Hos én kan en Tangle eller en stressbold gøre det lettere at lytte, mens en anden har mere glæde af hørebøffer i bestemte situationer, mulighed for bevægelse eller tryk og tyngde, f.eks. gennem en tyngdehoodie. Det samme redskab vil ikke nødvendigvis have den samme funktion for to mennesker.

Derfor giver det mening at begynde med forståelsen frem for redskabet. Hvad er det egentlig, der bliver svært? Hvornår sker det? Og hvad fungerer allerede godt? Først når vi bliver klogere på mennesket, situationen og behovet, bliver det lettere at finde ud af, hvad der faktisk kan hjælpe.