Autisme og den forudsigende hjerne - Dansk version af the "predictive mind".
Af: Peter Vermeulen.
Ny viden vender op og ned på vores forståelse af autisme. - Hvad nu, hvis den autistiske hjerne fungerer helt anderledes, end vi hidtil har troet?
Ganske meget tyder på det, og det har stor betydning for, hvordan mennesker med autisme bedst kan hjælpes i hverdagen.
Forskningen viser, at mange af de mest indgroede forestillinger om, hvordan hjernen bearbejder sanseindtryk og læser social adfærd, er forkerte. Vi oplever intuitivt, at hjernen modtager indtryk fra sanserne, bearbejder disse informationer og træffer en beslutning om, hvordan den skal reagere. Men i virkeligheden sker der det modsatte: Hjernen har opbygget en model af, hvordan verden ser ud, og har på den baggrund en forventning om, hvad der vil ske i en bestemt situation. Hjernen kontrollerer derpå, om dens forudsigelse stemmer med virkeligheden. Hvis ikke, korrigerer den sin model af verden og tilpasser sin reaktion.
Hvad nu, hvis forståelsen af menneskelig adfærd således først og fremmest er en ubevidst forudsigelse af, hvad folk skal til at gøre? Ville den klassiske træning af sociale færdigheder så give mening for børn, unge og voksne med autisme?
Overalt kan man på samme måde læse, at mennesker med autisme har brug for mere forudsigelighed end mennesker uden autisme. Men er det nu rigtigt?
Det er nogle af de provokerende og revolutionerende spørgsmål, Peter Vermeulen stiller i denne bog. Han kommer også med forslag til, hvad vi skal gøre i stedet.
Uddrag fra bogen:
Min viden om den menneskelige hjerne blev rystet i sin grundvold, da jeg begyndte at læse om den nyeste hjerneforskning. Ting, som jeg var fast overbevist om på baggrund af mine mange års studier og praktiske erfaring, viste sig at være forkerte eller i hvert fald ude af trit med det, hjerneforskere havde opdaget siden 1990’erne.
Om forfatteren:
Peter Vermeulen har mere end 35 års erfaring med at forske og undervise i autisme samt skrive bøger om emnet. Han er en internationalt respekteret foredragsholder og coach, der holder foredrag over hele verden. Han er ikke mindst kendt for sin evne til at omsætte akademisk og forskningsmæssig viden om autisme til praktisk og brugbar pædagogik og know-how.
Han er bl.a. forfatter til bogen
Autisme som kontekstblindhed.