Min Storebror har 12 skeer

Min Storebror har 12 skeer.
Af: Birgitte Kassa Bjerge og Maiken Gesche Nickel.
Illustration af Valeria Rizzo.

Luna har verdens bedste storebror. Han er
sjov, god til at finde på lege, læser bøger
højt, hjælper med lave puslespil og han er
mega modig, og så er han autist. Sådan
lyder opsummeringen af den nye børnebog
“Min storebror har 12 skeer”.
Som titlen på bogen måske afslører, så
bliver der talt om skeer i historien.

Udgangspunktet for børnenes forståelse af autisme er nemlig fundet i spoon theory. Teorien
med skeer er en metafor, der bruges til at beskrive mængden af mental eller fysisk energi en
person har til rådighed til daglige aktiviteter og opgaver.

“Autisme kan være virkelig abstrakt at forstå og tale om for og med børn, fordi det er
usynlig. Selvom jeg var voksen, da min egen søster endelig fik sin diagnose, så oplevede jeg
at de fagfolk, jeg mødte havde enormt svært ved at italesætte hvad det drejede sig om over
for mig. I dag har jeg selv en søn som er autist, og jeg ønsker at hans 2 yngre søskende kan
forstå og italesætte de udfordringer deres storebror og vores familie møder”

Sådan fortæller Birgitte Kassa, som er den ene af de 2 forfattere bag bogen. Birgitte Kassa er
uddannet socialrådgiver og familieterapeut, og mor til 3 hvoraf den ældste er diagnosticeret
med autisme og adhd, samt opvokset med en sen-diagnostiseret storesøster.

Maiken Gesche Nickel er Cand.Soc, mor til 3, børnebogsforfatter, yogalærer med speciale i
børn med særlige behov og aflastningsfamilie for børn med særlige behov herunder
neurodivergente børn.

“I mit møde med familier med neurodivergente børn oplevede jeg et stort behov og
efterspørgsel på værktøjer som kunne hjælpe søskende med at forstå hvad det vil sige at
være autist, og jeg mødte mange forældre som ønskede at inddrage søskende, men uden at
vide hvor de skulle starte. Da jeg så faldt over teorien med skeer, så jeg det som en oplagt
metode og mulighed til at hjælpe med at skabe et sprog for børn til at italesætte autisme.”
Sådan fortæller Maiken om hendes motivation for at skrive bogen, og Birgitte fortsætter
“Bogen er tænkt som et konkret og kærligt redskab, som både forældre og fagfolk kan
bruge til at tale med søskende, venner og veninder om neurodiversitet, og dermed hjælpe til
at skabe forståelse og åbne for samtalerne. “

I bogen møder man Luna, Charlie og deres familie i en helt almindelig weekend, hvor Luna
skal have Alma fra klassen med hjem på overnatning. Men fordi Lunas storebror er autist, og
kan have svært ved, at der kommer gæster og ændringer i huset, så kræver det at hans
regnskab i skeerne går op.

Udover bogens fortælling, så har forfatterne også inkluderet en række dialogspørgsmål,
som efterfølgende kan hjælpe samtalen i familien eller institutionen på vej; ligesom bogen
også indeholder en række gode råd til de familier som skal balancere neuroatypiske og
neurotypiske behov i deres søskendeflok. Maiken Nickel fortæller:

“Selvom ingen familier er ens, så findes der efterhånden en del forskning omkring
skyggebørn, som er den betegnelse man bruger om søskende til børn med diagnoser eller
handicap; og et fællestræk for søskende er, at de ofte føler sig overset. Men som familie er
der en del konkrete ting man kan gøre for at afhjælpe dette - og ét af de første skridt er at
inddrage børnene i samtalen.”

Birgitte supplerer
“Jeg ville selv ønske, at både fagfolk og andre voksne omkring mig, havde været klædt
bedre på til at tale med mig, i de år hvor min søster havde det svært. Når jeg ser tilbage på
den håndtering jeg mødte dengang, så føler jeg at der var meget berøringsangst omkring
emnet og at man forsøgte at skåne mig. Der har helt sikkert været gode intentioner bag den
strategi, men det var slet ikke det jeg havde brug for. Jeg ville gerne have været inddraget
og fået bedre forståelse for min søster. Og i dag står jeg så selv som mor, med en autist i
børneflokken. Hjælpen til både ham og hans søskende èr blevet bedre; omend der stadig er
plads til forbedringer. Men samtalen kan stadig være svær - for hvordan kan vi tale med børn
om neurodiversitet?”

Maiken fortsætter:
“Det har været vigtigt for os, at skrive en bog som hjælper børn med at italesætte autisme
på en måde som ikke stigmatisere eller vanskeliggør autister. Fokus i bogen er på hvordan
hverdagen kan komme til udtryk med sine store og små udfordringer, uden at der ses ned på
det neurodivergente barn. Sproget er kærligt, men ærligt, og de situationer som familien
skal tackle er realistiske uden at være stereotype. Det mener vi, bidrager til en nuanceret og
omsorgsfuld samtale, foretaget i børnehøjde, om hvad det vil sige at være pårørende til en
autist.”