Eksekutive funktioner

Udfordringer med de eksekutive funktioner kan medføre vanskeligheder med planlægning, organisering, selvregulering, arbejdshukommelse, igangsætning, indlæring, fastholdelse og gennemførelse af de nødvendige trin i en arbejdsproces osv. Det er udfordringer som de fleste autister mere eller mindre altid kan nikke genkendende til. Udfordringer det er nødvendigt at tage alvorligt. Hvis det ikke tages alvorligt allerede i barndommen, kan vi frygte, at det kan få voldsomme konsekvenser, når barnet bliver ældre.

Det at have vanskeligheder med de eksekutive funktioner kan variere, ikke blot i styrke eller synlighed, men også måden det kommer til udtryk på. Der findes ikke et hurtig fiks/quickfix til at løse udfordringer med de eksekutive funktioner. Det er nødvendigt med autismepædagogik og flere konkrete og individualiserede måder at arbejde, øve og udvikle det mere jævnt på. Således at de eksekutive dysfunktioner bliver mindre angstfremkaldende og altødelæggende. Det behøver ikke være en ”dødsdom” at være født med anderledes funktioner i hjernen, men det kan være en stor udfordring – lidt som et orkester, der måske både er noget tonedøv, håbløs i deres indbyrdes kommunikation, fyldt op med angst og uden nogen dirigent til at styre showet. Sådan et orkester skal træne og øve mere end andre orkestre, før det kommer til at lyde ordentligt. Det kan komme til at lyde rimelig godt, men det kræver den rigtige øveteknik (autismepædagogik) og den rigtige dirigent/træner.

Det sker ind imellem, at det autistiske barn ender med at lykkes trods alle ods. Det kan jo synes som en sejr for barnet, hvilket det også er for nogle, men sådan er det desværre ikke altid for alle. Hvis barnet ikke kan regne ud og forstå, hvorfor det er lykkedes, kan det desværre ende med at være både angstfremkaldende og udmattende, frem for at vække en ægte indre sejr hos barnet. Nogen gange er det nemlig muligt at kompensere sig igennem noget, man ikke burde kunne uden at ane hvordan, og oftest vil denne succesligne oplevelse være umulig at gentage igen. Den cocktail der gør, at barnet alligevel ender med at lykkedes består ofte af forskellige ingredienser. Fx et stort ønske om at lykkes og kunne leve op til egne og andres forventninger, ekstra god medvind på dagen, evt et mønster man kan snige sig igennem i blinde (haltende og halsende), et betydningsfyldt smil på vejen fra den rette, det rette støttesystem på dagen og at det lykkes at få sig dækket ind på et ubevidst plan via sine styrker. Alt sammen ingredienser det koster en del energi at benytte.

Hvordan lærer man at selvregulere når:

• det er ekstrem svært at tænde sin motor (initiering)
• det er ekstrem svært at stoppe sin motor igen (organisering og planlægning)
• det er ekstrem svært at holde retningen og den nødvendige fart (fokus og overblik)
• det er svært overhovedet at vide på forhånd, hvordan man finder derhen, som man ikke engang altid ved hvor er? (planlægning, forestilling)
   

Hvordan kan man overhovedet holde bilen i gang, når man endelig lykkes at stoppe for det røde lys? (fastholde fokus, holde det lille bitte overblik der end måtte være skrabet sammen, uden at miste modet, motivationen, energien osv.)?
 

Hvordan sætter man på pause, uden at drukne i overvældelse af den ene eller anden grund - (overvældelse pga. alt det der mærkes, men ikke nødvendigvis forstås eller ikke aner hvordan det skal: håndteres – rummes – tilpasses uden at vælte af angsten eller uden at gå kold eller i baglås ? fortabelse i en lille detalje, der pludselig fylder det hele..)

Hvordan forsøger man at forstå, fokusere, finde vej, planlægge, finde løsninger og justeringer, forudsige/forestille og genkende?

Hvordan regulerer man sine følelser/fornemmelser/sansninger – sine egne såvel som andres, samt sorterer imellem disse?

Hvordan kan man egentligt blive andet end mere og mere presset, mere og mere utryg, mere og mere frustreret, og mere og mere opgivende over egne manglende evner og forståelse og måske andres? Det bliver mest af alt noget i nærheden af et kæmpe selvsvigt og en voksende angst og selvforagt, hvis man ikke får hjælp til at vende denne udvikling.

Hvorfor er det lige sådan?
Når ja når man har kuk i sine funktioner, er det som bilen der både er utilregnelig i bremser/speeder/starter, bilen som ikke kan beslutte om den kører på benzin/diesel eller el (den køre nok nærmere på lidt af det hele på skift og samme tid), bilen som mangler chaufføren, sprogforståelsen til GPS'en som faktisk heller ikke fungere som den skal, og bilnøglen vil heller ikke altid passe eller dreje.

Bilen der utroligt nok kører rundt på cykelhjul med en sort forude, som er næsten umulig at kigge ud af, dens termometer har sit eget liv, skruer selv op og ned for varmen uanset vejr og vind. Ikke nok med det, denne bils radio gøre det samme, tænder og slukker på de mest mærkeligste tidspunkter, og det er aldrig til at vide, om sangen den spiller er god eller dårlig. Endnu værre denne her bil punktere i tide og utide, og det er som om dækkene er umulige at lappe igen.
 

Denne bil er ofte enten for meget / for lidt / for skæv / for rund / for stor / for lille / for tung / for let / for dum og nogen gange er den det hele på samme tid. Ville ønske man bare kunne lade lortet stå i garagen og gå / kravle / rulle rundt uden den.

Det er jo ret logisk, når man tænker over, hvad det er, der faktisk sker, når man ligner en bil, men ikke er en bil som de andre, når man prøver at fungere som en bil, men ikke rigtig lykkes og med tiden hæves kravene for køretøj på vejen, de krav som man fra start ikke har formået at kunne leve op til eller forstå, fordi man er bygget anderledes, fordi man desværre først opdager alt dette, når skaderne er sket.

Det er derfor vigtigt at forstå og anerkende, hvor indgribende disse udfordringer er,

samt nødvendighed af at være mega grundig, når man har i sinde at proppe læring i børn med eksekutive udfordringer. Hvis det skal lykkes at mindske børnenes stress, og med tiden skal lykkes at selvstændiggøre dem og skabe udvikling er det nødvendig at udvikle effektive strategier, så børnene kan øve sig og blive bedre til at bruge deres eksekutive funktioner.
 

Det er nødvendigt, sammen med barnet, at arbejde med at skabe de rette systemer og strategier – parallelt med alt det andet, der også skal øves, læres og trænes. For dermed forhåbentlig at kunne give barnet chancer for at opnå en større tiltro til sig selv, og for at mindsket følelsen af alt for mange gentagende nederlag.

Skrevet af:
Kirsten Bundgaarrd
www.neuro-team.dk