Louise Egelund Jensen / Salixas

Louise Egekund Jensen, diagnoticeret med Asperger's Syndrom som 17 årig efter lang tids spisevægring og mange års depressioner samt andre vanskeligheder. Forfatter til bogen "Få dig dog et godt liv", som er den mest sælgende bog hos spektrumshop.dk i 2017. Udover at være forfatter er Louise også en dygtig foredragsholder, og hun er bla. tilknyttet Landsforeningen for Autisme som foredragsholder. Har du lyst til at vide mere om Louise, så har hun en Facebook side, samt en rigtig god blog på www.salixas.com.

Lyde - godt eller skidt?

Årets sidste foredrag, om sanseoverfølsomhed, er vel overstået. Det er noget tid siden, jeg har holdt det foredrag, så det var rart at holde det igen, samt at blive bekræftet i, at jeg stadig kan huske det. En anden ting, jeg kan huske om det foredrag, er at mit publikum bagefter, altid er meget tøvende med deres klapsalve, hvilket er et udmærket tegn på, at de har hørt efter.  
 

For efter i en time, at have hørt på, hvordan det kan være for en autist, at leve med en sanseforstyrrelse, så må det da stå klart, at klapsalver umuligt kan være en god ide. Det er jo høje, skarpe lyde! Jeg får også tit spørgsmål om det bagefter: “Hvad så når vi klapper?” Og som regel også tillægsspørgsmål: “Hvad så med *indsæt lyd her*” I dag var tillægsspørgsmålet: “Hvad så med alle de lyde kæledyr laver?”
 

Jeg forstår godt, at folk spørger. Det giver mening efter mit oplæg. Og måske er jeg bare ikke god nok til at få med i oplægget, at bare fordi man hører lyde højere, eller tydeligere end de fleste, så betyder det jo ikke, at alle lyde er negative.
 

Fordi jeg ikke kan skille lyde ad, eller høre forskel i volumen på dem, tilføjes alle lyde, store som små, til den massive mængde lyde jeg kan høre hele tiden, og derfor er det som udgangspunkt sådan, at jo flere lyde der er, desto sværere er det for mig. Men med enkelte undtagelser (balloner, fyrværkeri og torden) er de enkelte lyde i sig selv ikke noget problem.  
 

Et eksempel på dette kan være en klapsalve. Som regel, når jeg er ude at holde foredrag er det i gode lokaler og folk er stille (så stille som de nu kan være, når jeg hører alt) og klapsalven kommer som regel først når jeg er holdt op med at tale. Jeg er derfor forberedt og lyden kommer i en afgrænset periode i et forholdsvis stille miljø. Hvis der derimod opstod en spontan klapsalve i et mere støjende miljø, mit træningscenter eller i Føtex, så ville lyden blive en del af et meget større lydbillede, den ville forskrække mig og kunne derfor risikere, at være den famøse dråbe, der i den situation gør, at jeg ikke ville kunne klare mere og blev nødt til at gå.
 

Derudover er lyden af en klapsalve i forbindelse med et foredrag, også en lyd, der er knyttet til nogle meget positive følelser. Jeg bliver jo glad og smigret, når folk klapper efter mine oplæg, og derfor er den lettere at klare.
 

På samme måde med dagens spørgsmål: “Hvad med alle de lyde kæledyr laver?” Ja, kæledyr laver mange lyde, og især en kat, som jeg har haft i mange år, er ikke sådan at få til at være stille på kommando, som hunde er. Men jeg elsker jo mit kæledyr! Og katten har jo kun været hjemme, hvor her som udgangspunkt er ro. Så ja, katten lavede lyde, men langt de fleste af dem fyldte mig jo bare med kærlighed. Som f.eks. når jeg gik ud på badeværelset og jeg kunne høre den futtende lyd af hans poter, fordi han gik med, eller hans små, søde sovelyde! Han kunne også stresse mig, når han miavede og ikke ville stoppe igen, jovist, men størstedelen af lydene han lavede var yderst velkomne (og savnede!) lyde som var en del af mit hjem.

Det vil måske også overraske nogle, at høre, at det ur jeg har hængende i min stue SKAL have en sekundviser jeg kan høre. For når de fleste hører om sanseoverfølsomhed, så tænker de (ofte retteligt) at færre lyde altid er bedre. Og sådan er det som udgangspunkt også, men et alternativ kunne være, eftersom jeg ikke tror jeg med min hørelse nogensinde opnår komplet stilhed, at finde ud af hvilke lyde er rare og så have nogle af dem tilgængeligt. Som f.eks. lydene fra et kæledyr, eller lyden af sekundviseren, som jeg finder uendeligt beroligende. I min lejlighed har jeg også nogle snore hængende med små messingklokker, hvis lyd får det til at risle så dejligt indeni mig. De hænger henholdsvis i døren til mit soveværelse og i min havedør og jeg sørger næsten altid for lige at give dem et puf når jeg går igennem den pågældende dør.  
 

For mig og min sanseoverfølsomhed er antallet af lyde klart værre end nogen specifik lyd for sig selv. Så når i tænker: “Hvad så med den lyd? Er den ikke slem?” Så prøv at tænke den ind i en kontekst: hvor forekommer lyden, og hvilke (hvor mange) andre lyde er der på det pågældende tid og sted? Jeg nyder f.eks. meget at høre musik, men jeg kan slet ikke klare musik, ikke engang min yndlingsmusik, når jeg er ude at handle eller som baggrundsmusik til en samtale. Men husk også, at inddrage stressniveauet i den kontekst. Sanseforstyrrelser bliver værre ved højt stressniveau, så når jeg kommer hjem fra en lang dag på arbejdet, eller fra et foredrag, så kan jeg slet ikke tolerere musik, eller sågar mine snore med klokker i, men på en dag med overskud kan jeg godt.
 

Så ja, jeg er sanseforstyrret, og mine sanser er den største årsag til udmatning i min hverdag. Men nogle lyde er dejlige og nogle lyde, en klapsalve, en spinden fra en kat, den beroligende tikken fra et ur, er værd at blive udmattet over!
 

Skrevet af Forfatter og blogger
Louise Egelund Jensen