Cookie information

Vi bruger cookies til indsamling af statistik og til trafikmåling. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.
Læs mere

Kategorier
TjekReturret21 dages returret
TjekHurtig leveringDag til dag levering
TjekTlf.: +4577358786Hverdage: 8-16
TjekEAN BetalingBetal med EAN-Nr.
TjekTrustpilot★★★★★
TjekE-mærket webshopDin sikkerhed for en god handel
MenuMenu
Luk
Produkter


Dorthe Hölck / Go between

Dorthe Hölck, uddannet sociolog med speciale i socialtarbejdet. Selvstædig ejer af Go between, hvor Dorthe gennem de sidste 7 år, har arbejdet med mennesker med autisme og deres omgivelser.

Dorthe har samlet set 25 års erfaring, hvilket betyder at hun har arbejdet med mange forskellige områder af autismen. Hun er Visospecialist og har et tæt samarbejde med Landsforeningen autisme, hvor hun tilbyder forskellige kursustilbud. Vil I vide mere om Dorthe Hölck, kan I tjekke hendes hjemmeside på www.dorthehoelck.dk eller Facebook side.




Ungdomsuddannelse – lige muligheder for alle?

Fokus i dette indlæg er unge med en autismespektrumforstyrrelse og deres muligheder for at tage en gymnasieuddannelse. Det optager mig rigtig meget, fordi jeg oplever at vilkårene er meget forskellige og dybt afhængige af de fagpersoner, der er tilstede på den enkelte uddannelsesinstitution. Ligesom det er afhængigt af den kommune den unge er bosiddende i og dermed også de personer, der har myndighedsansvaret for den unge.

Jeg håber, at jeg med mine refleksioner, kan sætte nogle tanker i gang hos dig, der vil bruge tid på at læse mit indlæg.

Lad mig starte med at rette fokus mod det faktum, at når en ung har fået en diagnose på autismespektret, er det dokumenteret, at den unge har en anderledes kognitivprofil. Dette betyder, at trods en god IQ er der brug for en særlig indsats, for at den unge kan fungere i uddannelsessystemet. Denne indsats er forskelig fra ung til ung, og bør derfor målrettes helt individuelt.

Det er helt afgørende at vi forstår, at vores uddannelsessystem er bygget omkring den neurologiske tænkning, der er kendetegnet for os der ikke har autisme. Det vil sige vi bør anerkende, at når uddannelsessystemet er målrettet en neurotypisk logik, vil der være behov for at støtte unge med autisme i at håndtere dette. Lad mig komme med eksempler på denne logik;

  • Mange elever i klasserne
  • Ugentlige ændringer i skemaet
  • Lange skoledage
  • Krav til selvstændighed, overblik, initiering, fleksibilitet, opgavehåndtering mm.
  • Studieture, projektarbejde, gruppearbejde, fester mm.
  • Krav om fremmøde – håndteringen af fravær er med trusler og konsekvens

Selv når vi laver uddannelsestilbud til unge med autisme, er de fleste stadig dybt forankret i den neurotypiske tænkning. Det bør vi være opmærksomme på, lad mig udpege nogle af elementerne;

  • Det er samme undervisningsmateriale præcis de samme krav fra undervisningsministeriet
  • Underviserne har begrænset viden om autisme
  • Krav om fremmøde
  • Samme tid til at gennemføre ungdomsuddannelsen
  • Eksamensformen er den samme
  • Måden hvorpå eleverne bedømmes er den samme, fx deltagelse i timerne mm
  • Meget begrænset i valg af studieretning

Ret skal være ret – der bliver også taget hensyn, lad mig nævne nogle;

  • Færre elever i klassen, ofte egen afdeling der er skærmet
  • Fast klasselokale, så skift minimeres
  • Mentorstøtte som en del af tilbuddet
  • Krav til fremmøde, håndtering af fravær målrettes mod en forståelse af autismen
  • Studietur tilrettelægges efter at imødekomme autismen

Lad mig med et par cases perspektivere, hvorfor jeg mener vi bør kunne gøre gymnasievilkårene bedre for unge med autisme.


 

Første case – Viola

Hun bor i en provinsby, hvor hun har gået i folkeskole uden støtte. Det var en forfærdelig skolegang, hvor hun kom i mere og mere mistrivsel. I slutningen af 9. klasse, får Viola diagnosen infantil autisme og et par år efter diagnosen ADD. Viola startede på et almindeligt gymnasium, 15 min kørsel fra hendes hjem. Hun skulle tage bussen i skole, hvor hun gik i en klasse med 25 elever. Gymnasiet ville gerne imødekomme nogle af hendes behov for støtte, men der gik for lang tid før støtten blev etableret. Det betød at Viola blev voldsom belastet af de rammer hun blev tilbudt. Efter tre måneder var hun så slidt, at hun måtte stoppe – hun var super ked af det og mistede helt troen på, at hun kunne bruges til noget. Efter seks måneder, hvor hun i samarbejde med mig, fik perspektiveret sine oplevelser og igen fik mod på at undersøge uddannelsesmuligheder, får hun information om en HF klasse for unge med autisme.

Vi snakker om deres ramme for at lave uddannelse og Viola begynder at arbejde med, at undersøge om hun kan trives i dem. Følgende ting skal håndteres;
 

  • Optagelsessamtale
  • Skolehverdagen kan den håndteres
  • Transport der er lang vej – 1 time og 40 min i bus gange to

Optagelsessamtalen, fik vi snakket igennem og lagt startegier for, Viola tog sin mor med og det gik – hun blev optaget.

Skolehverdagen, Viola og jeg arbejdede rigtig meget med, at få gjort Viola klar til at starte i skole. Vi arbejdede med hendes behov for forudsigelighed, hvilket betød vi fik lavet strategier til at komme ind i klassen. Vi fik lavet små ”visitkort” med sætninger, som Viola kunne støtte sig til. Dette med en forståelse for, at når presset bliver for stort, mister Viola evnen til at kommunikere verbalt. I samarbejde med Violas mor fik vi styr på madpakke og andre praktiske ting. Viola udviklede sit eget kalendersystem gennem sommeren, så hun fik et system, der kunne give hende overblik over hverdagens opgaver. Viola og jeg arbejdede med kognitive strategier, som hun kan bruge til at lukke tankerne ned om aftenen. Vi fik fat i en kugledyne, i håbet om den kunne være en hjælp for Viola. Det er den fordi ved brugen af den får Viola ro i kroppen om aftenen. Sagt helt kort, Viola kan virkelig se mening i at starte og hun arbejder hårdt på at blive klar.
Efter tredje skoledag taler jeg med Viola, hun er glad men udtrættet af de mange indtryk. Hun fortalte med den største glæde og forundring; ”Jeg oplever, jeg er en del af en klasse, selv om vi ikke snakker meget sammen i pauserne – og her har jeg sagt mere i timerne end jeg har gjort alt den tid jeg var i Folkeskolen”.
FANTASTISK – Viola er på vej mod at opnå et af sine største mål, at komme på universitetet. Viola er dog stærkt presset af, at skoleugen incl. transport er på 44 timer, heldigvis klarer hun lektierne på skolen. Men hun er presset lige til kanten, faktisk lidt over!

Transporten, Viola kan ikke tage bussen – ikke fordi hun teknisk set ikke kan, men fordi hun pga. af sine særlige forudsætninger ikke kan udholde, at sidde i en bus over tre timer hver dag. Skal hun det er der ikke mere energi til skolen.
Viola søger kommunen om støtte til en taxa ordning – Psykiateren laver en udtalelse, hvor hun fagligt understreger at Viola ikke kan trænes til at tage bussen. Hun anbefaler at der bevilliges en taxa ordning og senere et kørekort, så Viola kan undgå offentlig transport. Jeg bliver bedt om at lave en status, hvor jeg også redegør for at Viola ikke kan klare bustransport og at dette er en konsekvens af autismen, og en del af hendes funktionsnedsættelse.

Kommunen – afviser en taxaordning, men tilbyder en pædagog, der kan træne Viola i at køre bus!
Behøver jeg at skrive, at denne melding slog Viola og hendes forældre helt ud? De har klaget over afgørelsen og i skrivende stund, har Viola ikke fået svar.


 

Anden case – Viggo

Han har gået på specialskole siden 3. klasse, han har diagnoserne Aspergers syndrom og ADHD. Han har en drøm om at blive ingeniør. Han har arbejdet meget med sin selvforståelse, og hviler rigtig godt i at være den han er. Det betyder, han har erkendt at han i sine uddannelsestilbud får brug for støtte. Han har dog et stort ønske om at tage sin gymnasieuddannelse på et alment gymnasium, blandt elever uden autisme. Han kommer i praktik på det aktuelle gymnasium, mens han går på specialskolen og det overbeviser ham i at dette valg er det rigtige.

Han får lavet nogle særlige betingelser, fordi det er kendt af systemet, at det har han brug for. Samtidig med dette har hans kommune et stort ønske i at støtte ham i at komme igennem et uddannelsesforløb. Han bliver støtte af en Uu-vejleder der har viden om autisme og ADHD. Vi får følgende ramme etableret for ham;

  • Taxa bevilling frem og tilbage, da det er erkendt at han ikke kan tage bussen, og have energi til skolen.
    Han har fået bevilliget kørekort, nu hvor han er blevet 18 år. Dette så han efterfølgende selv kan klare transporten til og fra skolen.
  • En ordning hvor hans gymnasieforløb strækkes over fem år. Det betyder han de første tre år har en stamklasse og de sidste to år skal være i to forskellige klasser. En præmis Viggo accepterer, fordi det betyder at skolehverdagen ikke overstiger 20 timer om ugen.
  • En ordning hvor to af klassekammeraterne forpligter sig til at være sammen med Viggo til gruppearbejde og til festerne. Denne ordning er frivillig, og er for et skoleår af gangen. Det fungerer ret godt, men kræver at de får klare aftaler og indsigt i hinandens forudsætninger. Dette sker via go between begrebet, hvor rådgivningen gives i et dobbeltperspektiv.
  • Det er tilknyttet en autismekonsulent, så skolens lærere og Viggo kan få støtte via denne person.
  • Til studieturen har gymnasiet bevilliget en ledsager til Viggo, hvilket var forudsætningen for han kunne deltage.

Betingelserne er tydeligvis målrettet mod Viggo og en forståelse for hvad autismen og ADHDen betyder for ham i et studiemiljø. Trods dette er det super hårdt for Viggo, han får nogle nedsmeltninger og bruger alt for meget tid på lektier og på at forberede sig til skoledagen. Men det giver mening for ham og han er glad for, at han har muligheden og på et alment gymnasium.

Med disse to cases har jeg forsøgt at give eksempler på hvordan unge med autisme støttes i at få en uddannelse. Desværre er der virkelig store udsving i hvor godt den enkelte kommune anerkender, der skal noget særligt til for at støtte unge med autisme i at blive en del af arbejdsmarkedet som voksne. Det er som om ikke alle har forstået / erkendt at en investering i ungdomsårene er givet godt ud, set med det lange perspektiv.

Det er også meget forskellighed i hvordan de enkelte uddannelsessteder, varetager opgaven med at inkludere eleverne med autisme. Ikke alle har forstået at unge med autisme, har brug for en særlig indsats, når de forskellige studiekrav skal håndteres. Det kræver undervisere der er gode til deres fag, men også undervisere der har erkendt at de bliver nødt til at forstå autismen og den betydning det kan få for den enkelte elev.

Det jeg gerne vil pointere er, at vi er langt fra i mål og vi må ikke stille os tilfredse med de forhold, der er til unge med autisme, når de vil tage en ungdomsuddannelse.

Lad mig nævne nogle af de udfordringer og problemer, som jeg synes vi bør gøre noget ved;

  • Der er alt for få ungdomsuddannelse steder fx på gymnasieniveau målrettet unge med autisme.
    I 2017 kom vi op på omkring 10 forskellige steder, som har et særligt tilbud, når det glæder HF, STX, HTX og HHX.
    Det skal vi naturligvis være glade for, men jeg mener vi er langt fra målet. Til sammenligning er der i Danmark, 175 gymnasier og HF til neurotypiske unge (de unge der ikke har autisme). 
    Jeg er helt med på, at der er en del unge med autisme, der er enkelte inkluderet i neurotypiske klasser, trods dette er uligheden til at få øje på.
  • Det er et problem at de fleste af uddannelsestilbuddene er normeret til tre år, hvilket betyder at de unge med autisme er ude for et voldsomt pres på tid.
    Når jeg taler med underviserene fra autismeklasserne, fortælle de at trods de 12 eller færre elever i klasserne, kan de ikke nå det samme faglige pensum på en time i autismeklasserne. Dette fordi eleverne med autisme har brug for længere tid til at forarbejde det faglige.
    Der er et alt for stort frafald i autismeklasserne, en hypotese kan være at presset i forhold til tiden er for stort.
  • Der er som skrevet 10 forskellige steder de unge med autisme kan tage en gymnasialuddannelse målrettet unge med autisme. Konsekvensen af dette er eksempelvis transporten, der ofte er et problem for de unge med autisme. Vilkårene for at unge med autisme kan tage en ungdomsuddannelse er urimelige, fordi de er afhængige af om det kommunale system vil prioritere at hjælpe / støtte og dermed kompensere for deres udviklingforstyrrelse. Tænk på Violas skoleuge på 44 timer.

Afslutningen på dette indlæg bliver nogle konstruktive udviklingsforslag som jeg håber vil blive perspektiveret af alle jer der har interesse i, at udvikle forholdene for unge med autisme.

  • Vi bør arbejde for at gymnasieklasserne for unge med autisme bliver forlænget med et år.
    Dette år kan bruges på mange forskellige måder eksempelvis;
    - Pensum spredes ud over det forlængede forløb.
    - Det ekstra år kunne bruges til at forberede den unge til at gå på gymnasiet, indrette hverdagen til det nye
      skolesystem, når gymnasiet er afsluttet bør der være tid til at støtte eleven i at komme videre i det næste
      uddannelsessystem.
  • Mentor uddannelse til de fagpersoner der skal støtte unge med autisme gennem deres gymnasietid.
    En mentor skal kunne støtte både i forhold til de sociale, personlige og fag-faglige. Det kræver autismefaglig indsigt og evnen til at være go between.
  • Arbejde for at transporten kan bevilliges som en del af optagelsen. Hvilket kunne betyde, at hvis en ung har brug for en taxaordning, så kan de bevilliges som en del af visitionsproceduren.
  • Arbejde for at der på de gymnasier, der har autismeklasser tænker inklusion langt bredere end jeg har indtryk af de gør nu. Der burde være en søsterklasse tilknyttet autismeklassen, så de unge kan få indsigt i hinandens forudsætninger. Dette vil gøre det langt lettere, når de unge med autisme skal på videregående uddannelse, fordi vi med tiden får skabt viden om autismen og det neurotypiske, på en mere naturlig måde.


 

Skrevet af autismekonsulent

Dorthe Hölck / Go between